NYT VÆRKTØJ: FRITIDSLUPPEN

Siden Fælles om Fritidens opstart har vi i projektet haft et ønske om at udvikle et redskab, som kan gøre det lettere og mere overskueligt at vælge fritidsaktiviteter. Vores bud på udviklingen af et sådan redskab er netop færdigt og vi er stolte af at kunne præsentere ‘Fritidsluppen’!

Fritidsluppen består af en lang række aktivitetskort, som hver især beskriver en fritidsaktivitet og hvad den går ud på, samt hvordan man går til fritidsaktiviteten. Fritidsluppen er tænkt som et samtaleredskab, som kan vise, hvilke muligheder der er, og kortene kan fungere som inspiration eller være øjenåbnende. Derudover kan redskabet bruges til at starte en snak om fritidsaktiviteter, motivation og forudsætninger for at gå til noget.

Fritidsluppen kan f.eks. bruges til en snak mellem et barn og en voksen. Sammen kan de til- og fravælge aktivitetskort, alt efter hvad de ønsker at snakke om. F.eks. kan kortene udvælges i forhold til barnets forudsætninger og ønsker til aktiviteten (se ikonkort), eller kortene kan sorteres i forhold til lokale foreninger og tilbud eller ud fra fritidskategorier (se kategorikort).

Læs mere om Fritidsluppen her.

Vi glæder os til at komme ud og bruge Fritidsluppen i vores mange samarbejdskommuner og håber, at den vil blive taget godt imod!