DE FØRSTE FRITIDSGUIDER ER KLAR TIL AT GUIDE BØRN TIL EN AKTIV FRITID

Fælles om Fritiden går på sommerferie med en god opdatering. I projektets første måneder har vi indgået og startet samarbejde med 5 kommuner og 2 frivilligcentre. Det er dejligt, at så mange vil bidrage til at gøre en forskel for børn med handicap og diagnoser.

Her og nu går vi desuden på sommerferie med 3 uddannede, frivillige fritidsguider/ fritidsguidekoordinatorer i Furesø og Rudersdal, som allerede er parat til at guide børn med handicap og diagnoser til en aktiv fritid. De frivillige er blevet klædt på til at finde vejen til en aktiv fritid sammen med de børn, som de kommer til at møde som fritidsguider. De har fået viden om muligheder og barrierer i foreningslivet og har fået en introduktion til handicap og tilgængelighed.

Blandt de frivillige er der lige nu en god og nysgerrig stemning – de glæder sig til at komme i gang med de forløb, som de skal starte op henover og efter sommerferien og møde en masse seje børn og foreninger.

Fra Fælles om Fritidens side vil vi gerne sende dem en stor tak og et skulderklap for at springe ud i et helt nyt, frivilligt projekt. Det er både stærkt og modigt at hoppe ud i noget ukendt og være med til at starte det op fra bunden. Det betyder rigtig meget at der er nogle, der har lyst til at gå foran i en spæd start mod at skabe tilgængelige og rummelige fritidsoplevelser for børn med særlige behov lokalt i samarbejdskommunerne.

Vi søger fortsat masser af søde, engagerede og dygtige frivillige til projektet. At være fritidsguide er for alle, der har lyst til at gøre en forskel og give et barn en god og tryg oplevelse – Uanset om du selv er ung eller gammel, har erfaring med handicap eller ej, eller er foreninsgaktiv, så er der brug for dig!

Skriv til faellesomfritiden@sumh.dk og hør mere om mulighederne i dit lokalområde – eller kom til informationsaften på en af følgende datoer:

FURESØ – 23. AUGUST
GENTOFTE – 25. AUGUST
HØJE TAASTRUP – 29. AUGUST
FREDENSBORG – 12. SEPTEMBER

Du kan også holde øje med frivilligjob.dk, hvor vi hele tiden har lokale og aktuelle opslag – se mere her